KastaniehusetManifest 2013

Vi har igennem en periode forsøgt at beskrive de værdier, som vi mener, repræsenterer det særlige ved Kastaniehuset. Disse er blevet til dette værdigrundlag, som skal indkapsle essensen af Kastanieånden. Vi kalder det for KastanieManifest 2013 - det er udarbejdet  i forbindelse med at vores institution brændte i 2013, og vi skulle finde frem til vores kendetegn.

De fire værdier vi vil beskrive er:

• Kreativitet
• Nærvær
• Glæde
• Respekt

 

Kreativitet og produktivitet

Når man kommer ind i Kastaniehuset kan man ikke undgå at få øje på det. Væggene prydes af malerier, skulpturer og plancher for ting som børnene har lavet, og hvor de har haft mulighed for at sætte deres eget personlige præg på institutionen. Rundt om på stuerne synges der på livet løs, børnene danser og personalet fortæller historier for dem. Dette er hvad vi selv vil kalde for kreativitet.

Men hvad er kreativitet? Kreativitet er at synge, springe, hoppe, male, klippe og klistre. Det er en bred palet af forskellige aktiviteter, der alle sigter mod at give barnet andre og anderledes udtryksmuligheder. Normalt udtrykker mennesket sine følelser og sine indtryk gennem sproget. Men sproget har sine begrænsninger. Dette er disse begrænsninger vi søger at komme uden om gennem kreativiteten. Det overordnede sigte for vores arbejde med kreativitet kan koges ned til to ting, vi gerne vil give videre til børnene.

1. Vi vil styrke barnets kunnen og kropslige kontrol: Det at kunne arbejde kreativt og udtrykke sig anderledes kræver en kunnen. Barnet skal lære hvordan man maler, hvordan man klipper og hvordan man synger. Gennem en kunnen, får barnet en succesoplevelse. Det får en fornemmelse af at mestre sin krop. Det er først når barnet føler sig tryg ved at kunne udfolde sig, at det er i stand til at gøre det.
2. Vi vil styrke barnets fortælleevne og fantasi: For at man kan være billedskabende eller kunne leve sig ind i Mariehønen Evigglads tur på rabarberbladet, skal barnet være i stand til at opleve en historie i det de laver, og kunne bearbejde denne gennem deres fantasi. Det nytter ikke noget at barnet kan teknikkerne i at male, hvis ikke det er i stand til at forestille gennem fantasien. Derfor er det vigtig for os at der skabes en fælles forståelsesramme, eller fortælling, i det vi laver.

I vores arbejde kan man ikke sige at der nogle bestemte metoder for hvordan barnet bliver kreativitet. Ej heller kan man snakke om nogen endelige mål for kreativitet. Hvert barn er forskelligt, og hver skal finde sin helt egen udtryksform. Derfor er det vigtigt for os at understrege at vi i højere grad arbejder med processer frem for resultater. Disse processer er ikke nogen som skal styres af pædagogerne. Men det er heller ikke meningen at børnene blot skal udvikle kreativiteten på egen hånd. Det er noget man skal være sammen om. Det er vores opgave som pædagoger både at flytte barnet, at støtte barnet og lade barnet eksperimentere selv. Dette mener vi gøres bedst ved at følge barnets spor, altså finde noget som de har interesse for og være med til at dyrke det, men samtidig også udvide historien om det. Det er derfor at en nysgerrighed for eksempelvis hjerter på en stue, ikke blot reduceres til at tegne hjerter, med udvides til at være ture på jagt efter hjerter i byrummet, bagning af hjertekager, sange om hjerter osv.

Produktivitet – den skabende kreativitet

Kreativitet kommer dog i mange afskygninger, men særlig en form har en særlig plads i Kastaniehuset. Man kan ikke undgå at ligge mærke til det. Dette er en skabende kreativitet, hvor man beskæftiger sig meget med at male, klippe figurer af karton, forme i papmache, alt i alt at skabe et konkret kreativt og kunstnerisk produkt. Denne form for kreativitet kalder vi selv produktivitet.

Mere konkret kan det siges at produktivitet, er det personlige håndværksarbejde som børnene udfører inden for kunsten og kreativiteten. Det er når et barn er med til at forme noget af hønsenet for så at beklæde det med avispapir, når barnet maler et billede i vandfarver eller bearbejder skrald til et kunstprodukt. Det er barnets personlige udtryk gennem bearbejdning af materialer. I vores arbejde med produktivitet bestræber vi os på at barnet har frie rammer til at udtrykke. Derfor holder brugen af præfabrikerede materialer hvor barnet ikke har mulighed for at sætte sit eget præg, så som kopiark med disney-figurer, til et minimum. Vores mål er at barnets kreative og produktive udfoldelse for alvor bliver personlig. 

Vi har den grundlæggende opfattelse af barnets udvikling, at barnet skal have en mulighed for at føle sig som medskabende i dets eget liv, og have en følelse at det det gør, har betydning og er meningsfuldt. En af de værste følelser for et barn, og for mennesket i det hele taget, er en følelse af at være unyttig og overflødig. Kort sagt skal barnet have en tro på sig selv, og at det har værdi (også kaldet selvværd).

Barnets drivkraft i skabelsen af dets selv, er følelsen af at være virksomt. Normalt ville man inden for den pædagogiske verden betragte barnets virksomhed som dets lege. Dette er vi naturligvis enige i, men vi mener at man ikke kan se bort fra barnets skabertrang – dets ønske om ikke blot at være virksomt, men også produktivt.

Glæden ved at skabe noget konkret, lyser ud af børn når de har lavet noget de kan kalde deres eget. Barnets skabertrang ses i f.eks. konstruktionslege, hvor børn med klodser, kasser eller hvad de nu har ved hånden, skaber huse, garager, slotte og meget andet. Også arbejdet med produktivitet tilfredsstiller denne skabertrang. Der er en form for faglig stolt i at tage far og mor i hånden, og vise dem et tårn man har lavet af papmache, eller en fugl man har skabt ud af en colaflaske. 

Denne stolthed barnet føler over for det det har skabt, er noget vi forsøger at dyrke meget i Kastaniehuset. Vi forsøger at vise den nødvendige respekt for selv den mindste ting. Det er derfor at børnenes produkter fylder så meget i huset at det kan være svært at bevæge sig gennem gangene, derfor vi laver plancher for selv de mindste påfund som børnene får, derfor vi river en dag ud af kalender for at afholde en stor fernisering og derfor at vores dokumentationsarbejde er så tæt forbundet med det som børnene har skabt.

Men vores arbejde med produktivitet har ikke blot det individuelle barn som fokus. Det omfatter også styrkelsen af børnefællesskabet. Dette sker ved at børnene gennem samarbejde, får en oplevelse af at have skabt noget fælles. 

Om det er i fællesskab med andre børn, eller blot det enkelte barn der skaber noget, mener vi at produktivitet er vejen til at give en følelse af at være i stand til at udtrykke sig og tro på sig selv og sine evner.

 

Nærvær

Forestil dig en aflevering om morgen. Når barnet kommer ind på stuen, er pædagogerne travlt beskæftiget med at lege med de andre børnene, men alligevel rettes blikkene op, og man mødes af et hjerteligt ”Hej”. Vennerne løber barnet i møde, klar til en ny dag med leg og sjov. En af pædagogerne rejser sig og kommer hen for at sige godmorgen, og tage i mod barnet på en tryg og god måde. Det er for os et eksempel på nærvær. 

For os er nærværet i kontakten med barnet og forældrene ikke kun en følelse – det er et mål i sig selv. Det er noget vi vil have til at gennemsyre alt vores arbejde, for at sikre at barnet føler sig set, hørt og værdsat. Nærværet kommer til udtryk på mange forskellige måder, og vi kan ikke afdække dem alle sammen. Vi har i stedet valgt nogle enkelte punkter, som vi gerne vil fremhæve som særligt vigtige.

Nærvær er pædagogerne

Hele forudsætningen for at barnet skal opleve nærværet i huset, er at det oplever nærværende voksne. Vi som personale er bærer af nærværet. Det kræver at vi har en åben tilgang til vores kontakt med børnene. At vi er i stand til at se hvem der har brug for at blive trøstet. At vi udviser ro og overskud. At vi ikke snakker hen over hovedet på børnene, og bestemt ikke om personlige ting, men er til stede i relationen og i nuet. At vi leger med børnene, for at vise at vi også vil være sammen med dem, når det er på deres præmisser.

Men det kræver også at vi tør stille krav til børnene, tør irettesætte og tør have forventninger til deres udvikling. Kort sagt kræver det at vi viser børnene at vi går op i deres ve og vel, på godt og på ondt.

Nærvær ligger i sproget

Den måde vi taler til børnene på, afspejler også den relation vi har til dem. For os er samtaler med børn noget der beriger os som professionelle og som mennesker. Børn har så meget de gerne vil fortælle, så meget de gerne vil spørge om og så meget de gerne vil høre fra os. Det kræver at vi giver os ro til at sidde med dem og giver plads til at stopper op i hverdagen og holder en pause for at kunne snakke sammen. Nøgleordet er for os dialog. Ikke alene lærer børn mere hvis de for mulighed for at skabe dialog med en voksen, det styrker også deres selvværd og giver dem vished om at de betyder noget.

Nærvær ligger i strukturen

At kunne skabe nærværet, kræver at hverdagen er overskuelig og at pædagogens tanker ikke er ved hvad der skal ske om lidt, men at de kan være i nuet. Visheden om at hverdagen er forudsigelig er med til at skabe den ro og den tid, som nærværet kræver. Derfor er det vigtigt for os at der er klare rammer for hvad der skal ske i løbet af en uge.

For os er vores arbejde med primærpædagogik en naturlig forlængelse af nærværet. Det at en pædagog ikke skal forholde sig til samtlige børn på en stue, men kan fokusere på sin egen primærgruppe, er med til at skabe overblik, og samtidig giver det børnene mulighed for at opleve kontinuitet i kontakten med en voksen.

Nærvær ligger i tilhørsforholdet

Det er vigtigt at Kastaniehuset ikke kun er et sted hvor børnene bliver passet – det skal være et sted de hører til. Målet for os er at barnet når det stopper i Kastaniehuset, skal have en følelse af at være et KastanieBarn.

Derfor gør vi meget ud af at alle pædagogerne i huset skal værende nærværende for alle børnene. Det er ikke nok blot at forholde sig til sin egen stue. Det betyder også at ens gamle pædagoger fra vuggestuen eller børnehaven, lige stopper og spørger til hvordan det går. 

Nærvær er i børnefællesskabet

Det er ikke kun os pædagoger der er med til skabe en følelse af nærvær i huset – det er også børnegruppen som helhed der selv er med til det. Det er væsentlig for barnet at det oplever venskaber og at det finder det der foregår i børnefællesskabet som meningsfyldt. Derfor arbejder vi meget med at ingen børn bliver holdt ude af lege, og at børnene taler ordentlig til hinanden.

Denne samlede palet, mener vi er med til at skabe en følelse af nærvær på tværs af stuer, og måske også ud over institutionen selv.

 

Glæde

Vi har mange parametre for at vurdere barnets trivsel i hverdagen og på længere sigt, men kun en af dem er vigtigt nok til at fungere som en værdi og et pejlemærke i vores hverdag. Det er glæde. 

Når man som forældre spørger til hvordan ens barns dag har været, vil det typiske svar ikke handle om hvor meget barnet har udviklet sig i dag, hvor socialt det har været eller hvor meget det har lært. Det vil i højere grad handle om hvor vidt barnet har været glad eller ikke været glad. Barnets trivsel kan ses på noget så simpelt som smil og latter. For os er glæden en grundfølelse, der skaber grobund for udvikling og læring. I samme ombæring kan det siges at fraværet af glæde må være det væsentligste tegn på mistrivsel. Sætningen ”han er ikke et glad barn” er en trist, men samtidig også meget stærk konstatering.

For os er glæde både en grundfølelse i vores arbejde, men det er også noget andet og mere end det. At arbejde pædagogisk med glæde handler ikke blot om at få børnene til at grine. Det kræver faglige overvejelser.

Vores arbejde med glæde bevæger sig på tre ben, som hver tjener det samme mål – at skabe glæde i Kastaniehuset.

1. Glæden ved at være barn i huset

   Barnet er naturligvis kernen i vores opgave, og derfor er det også en selvfølge at de skal opleve glæde. For os at se skabes glæde for børnene ved at fastholde retten til at børn skal lege. Vi insisterer på at kilden til barnets udvikling på alle planer og vejen til glæde er gennem legen. 

   Glæden er ikke kun noget der er bundet til individet. Glæden er noget der skabes i fællesskaber. For at det enkelte barn skal være glad, skal der herske en (børne)kultur, som giver plads til det. Det skal være en kultur som dels ligger vægt på barnets ret til leg, men som også beror på børns mulighed for selvbestemmelse i eget liv. Børn bliver glade af at de har mulighed for at forfølge deres egne interessere og at de oplever voksne som gerne vil have at de små sætter spor.

   Men samtidig er børn også glade for voksne der sætter grænser, så der ikke hersker kaos og for voksne der skubber dem. Børn glædes ved at opdage nye side af dem selv og ved at kunne noget de ikke kunne før.

2. Glæden ved at være forældre i huset

   Det er ikke kun børnene der skal være glade i Kastaniehuset. Forældrene spiller en næsten lige så stor rolle. At aflevere sit barn i en dagsinstitution er en tillidsøvelse. Det er deres dyrebareste eje, og derfor mener vi ikke at det er for stort et ideal at sige at forældrene skal være oprigtigt glade for deres barns dagtilbud. Det håber vi i hvert fald vores forældre er.

   Måden vi arbejder med at sikre forældreglæde er ved at fastholde en professionalisme i vores arbejde. Forældre skal have en følelse af at deres barn er blevet set i dag, og hertil er arbejdet med dokumentation et væsentligt element. Vi skal præsentere barnets hverdag mundtligt, skriftlig eller visuelt for at tilgodese netop dette behov.

   Men professionalismen handler ikke kun om dokumentation. Det handler også om at forældrene har den opfattelse at vi i samarbejde med dem påtager os opdragelses- og omsorgsansvaret for deres børn. Barnets adfærd i de timer de er i vores varetægt, er vores ansvar, ikke deres. Hvis et barn f.eks. har bidt et andet barn, er det ikke forældrenes men vores ansvar at irettesætte barnet. På samme må vi aldrig udtrykke en bekymring for barnets adfærd, uden at være parate til at komme med konkrete forslag til hvad en anderledes pædagogisk indsats skal bestå i. 

   Men samtidig med vi skal være professionelle skal vi også være menneskelige. Med en åben og humoristisk tilgang til forældresamarbejde kommer vi bare længere. 

3. Glæden ved at arbejde i huset

Sidst, men bestemt ikke mindst, er det væsentlig at vi som personale er glade for at komme i huset. Arbejdsglæden er noget man personligt bærer ind i huset, ved at være en åben kollega som ønsker en at udvikle sig fagligt og som møder stabilt. Men måske vigtigst er arbejdsglæden bundet op på den kollegialitetskultur der hersker. I Kastaniehuset stræber vi efter at være et hus med plads til mange 

forskellige personligheder og mange hvor der er plads til alles idéer. Vi arbejder for at have en rosekultur, hvor vi tør at anerkende hinanden, frem for at underkende andres idéer og uddele ris. 

Men selvfølgelig kan vi ikke altid være enige, og derfor er det andet mål for vores arbejdsglæde at al kritik skal være saglig og faglig funderet.

Hvis vi formår at skabe en sund kollegialitetskultur, så fremstår vi også som gode rollemodeller for børn og forældre i forhold til at vise hvad det vil sige at vi arbejder med glæde i Kastaniehuset.

 

Respekt

Vores sidste værdi er respekt. At aflevere sit barn er at aflevere det dyrebareste man har – det er ikke nogen let øvelse, og den eneste måde det kan lade sig gøre på er hvis alle parter bliver mødt respektfuldt. Altså at personalets mødes med en respekt for deres faglige dømmekraft, at forældre mødes en respekt for de valg de har truffet i deres opdragelse og at barnets mødes med respekt for dets ret til at være et individ og være et barn. En af de vigtigste forudsætninger for at alle parter kan mødes respektabelt er hvis vi holder en god tone i huset. Vi skal sørge for at det sproglige miljø mellem børn, mellem kolleger og mellem forældrene er sobert.

I vores diskussioner fandt vi at respekt kan dække over mange forskellige ting. Derfor har vi valgt definere respekt som at barnet har en række rettigheder vi skal respektere for at kunne sikre det gode børneliv. Disse rettigheder springer af vores viden om børns udvikling og vores etiske overvejelser.

Selvom vi har en plan for barnets hverdag og har nogle klare idéer om hvilken vi gerne vi fremme hos det enkelte barn, må disse aldrig tilsidesætte barnets egne initiativer. Tværtimod bliver det pædagogiske arbejde kun bedre hvis man med en faglig nysgerrighed følger barnets spor og lader dem være med til at sætte præge på deres egen hverdag. Det nytter ikke noget at insistere på at arbejde på at få børnene til at pippe som fugle, hvis de hellere vil sige som aber. 

For selvom man er lille, har man stadig en stemme. Og alle med en stemme, har ret til at sige fra. Vores planer og hensigter må aldrig være så fanatiske at vi ikke kan tillade at barnet siger nej. Vi har et mål om at alle skal deltage, men det er ikke noget krav. Som barn har man også ret til at føle sig som en del af et fællesskab. Man skal føle sig inkluderet på sin stue og i sin primærgruppe. Vi skal ikke tolerere at nogen systematiske holdes uden for de sociale relationer eller chikaneres på nogen måde. På samme tid må vi som pædagoger aldrig være medvirkende til at et barn fastholdelse i en uønsket social position. Barnet har også ret til at føle sig unik. Vi skal omfavne forskelligheder, om det så er i forhold til køn, etnicitet, kultur, religion eller klasse. 

Men barnet er ikke den eneste stemme vi skal at skal huske på i vores arbejde. Også forældrene og deres holdning til opdragelse er et væsentlig element i den måde vi arbejder på. Vi skal altid møde forældrene åbent, kunne tage deres perspektiv og have som udgangspunkt at de altid vil deres barn det bedste, også selvom vi måske ikke er helt enige i alle deres opdragelsesvalg.

Kastaniehuset lykkedes kun hvis børn, personale og forældre samarbejder og alle arbejder for at skabe et bedre sted, hvor børn kan udfolde sig kreativt, hvor man oplever nærvær, hvor man glædes ved at komme og hvor man føler sig respekteret.