Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hvem er vi?

Velkommen i Kastaniehuset

Kastaniehusets kerneopgave er: At bidrage til at skabe små og store oplevelser sammen med børnene gennem glæde og nærvær, så de føler sig som en unik del af et fælleskab.

Her bor vi

Vi bor i hjertet af Nørrebro, lige i nærheden af De Gamles By og ByOasen i et ældre hus med en dejligt stor legeplads. På legepladsen kan børnene for eksempel fare vild i vores kæmpe syrenbusk, som vi kalder for troldeskoven. 

Vi har sørget for, at legepladsen er i flere niveauer, fordi det ansporer børnene til at bruge deres krop på mange måder. I det hele taget er vores legeplads indrettet, så den appellerer til mange forskellige former for leg.

Vuggestuen har sin egen indhegnede legeplads med alderssvarende legezoner.

Vi har tre vuggestuestuer og fire børnehavestuer.

Vores pædagogik og organisering

I Kastaniehuset er vi inspireret af Reggio Emilia-pædagogikken. Vi tror på, at når vi giver børnene forskelligartede indtryk, så har de mulighed for at skabe deres egne udtryk og sætte deres aftryk på omgivelserne. Vi arbejder temabaseret hele året, hvilket betyder, at vi har det samme tema i afdelingerne helt fra september til april. Ved at have så langvarigt et fokus på samme tema, giver vi børn og voksne god tid til at gå på opdagelse, fordybe sig og reflektere over det, vi oplever sammen. Når foråret for alvor tager fat, starter der altid mange nye børn i huset og derfor arbejder vi altid med det samme tema: Natur og bæredygtighed. Et tema som er svært at komme udenom, når alting pibler frem, på dette tidspunkt.

En anden hjørnesten i vores arbejde er Omsorg. Vi arbejder ud fra "omsorgsgrebet" (Børns Vilkårs model for professionel omsorg), som giver os et fælles sprog og ståsted for at yde professionel omsorg for børnene i samarbejde med jer. Det handler for os om at skabe trygge rammer for børnene, hvor vi aflæser deres signaler og reagere på deres behov.

Tryghed og små grupper

Alle kastaniebørn - både vuggestue- og børnehavebørn – er tilknyttet det, vi kalder en nærværs-gruppe. Nærværs-gruppen er en mindre, fast gruppe med en fast voksen tilknyttet. Gruppen bliver børnenes faste holdepunkt, fordi det er her, de hver dag møder den samme faste gruppe og den samme voksne.

Inddelingen i mindre grupper giver os – de voksne - de bedste rammer for at kunne være opmærksomme på og følge med i hver enkelt barns udvikling og trivsel. De små grupper har også den fordel, at børnene indgår i forpligtende fællesskaber, og rigtig ofte oplever vi, at disse små grupper er gode rammer for at danne værdifulde venskaber.

Vi kan sagtens finde på at ryste posen og ændre i grupperne løbende når vi vurderer, at det vil komme hele fællesskabet til gode, i kan derfor opleve at jeres barns nærværs-gruppe og voksen vil ændre sig.

Vi vil rigtig gere fortælle mere om vores måde at arbejde på, hvis I kommer på rundvisning i huset. I kan læse mere her.

I Kastaniehuset er det vigtigt at både forældre og børn er glade for at komme. Det lykkes vi kun med, hvis personale og forældre går tillids- og respektfuldt til samarbejdet, om at skabe det bedste sted for børnene.

Vores skovbus og vores skovhytte

Som noget særligt i Kastaniehuset har vi en skovbus med plads til 12 børn, som hver dag kører op til vores hytte, Vognporten, ved Tokkekøb Hegn i Hørsholm. De mellemste børnehavebørn skiftes til at komme i skoven hver tredje uge.

Vi fik oprindeligt Skovbussen, for at skabe plads til flere børn i vores børnehaven, men hurtigt opdagede vi det store potentiale, der er for læring i naturen. Derfor har vi ansat Maria og Martin som fast personale i Vognporten/skovbussen. De brænder nemlig begge for at arbejdet med og i naturen. Vi har med tiden også fået øje på at de fællesskaber som opstår i skovgrupperne, er med til at binde vores 4 børnehavestuer godt sammen.

Skoven arbejder ud fra de skiftende årstiderne, men planlægger også mindre temaer indenfor det store temaarbejde som er gældende for børnehaven. I skoven lærer vi meget med kroppen forrest, dvs. vi sanser og bevæger os sammen - dette kan være et godt udgangspunkt for at skabe relationer og venskaber på tværs af stuerne. 

Vi er heldige, for vi har både dejlig natur og en god hytte, som vi gør brug af hele året.

Hytten ligger på Hartvig-Møllers Vej i 2970 Hørsholm.